Bispetorv – fra parkeringsplads til dagligstue

Bispetorv – fra parkeringsplads til dagligstue

I 2016 blev vores projekt på Bispetorv i Aarhus indviet. Pladsen gennemgik en stor transformation. Fra en parkeringsplads til et samlingspunkt hvor livet leves på borgernes betingelser. Et torv hvor der er plads til både større og mindre arrangementer, og hvor forskellige aktiviteter kan udspille sig side om side. Og netop det ønske må siges at være opfyldt. Torvet har ind til nu rummet alt fra koncerter til moderne spøgelseshus og mange flere kulturelle oplevelser. Og i fredags inviterede Aarhus Kommune i samarbejde med DGI Østjylland og Kvindemuseet til ’Leg på Bispetorv’. Annette Linnemann arkitekt og grafiker hos Teknik og Miljø, Drift og Anlæg, Aarhus Kommune fortæller, at de i kommunen arbejder for at få liv på torvene.

– Som en del af indsatsen Byliv og Arrangementer har vi lavet forskellige arrangementer på torvet, og i dag handler det om leg. Vi gør det for at få erfaringer med, hvad det kan. Og så er der måske nogle andre, der kan få idéer til, hvad man kan bruge pladsen til. Til vores arrangement i dag er Kvindemuseet og DGI Østjylland med, og måske de og andre aktører så bliver bevidste om, at de har mulighed for at låne Bispetorv til arrangementer.

Dagen var særligt målrettet børn, men også deres forældre og bedsteforældre var meget velkomne. For alle de deltagende var der rig mulighed for at nyde hinandens samvær og skabe nye relationer under de 120 grønne trækroner, der nu favner pladsen. Og der var en helt særlig grund til, at lokationen var Bispetorv.

– Denne plads lægger op til en masse spændende ting. Med vores indsats Byliv og Arrangementer vil vi fokusere på at skabe liv og mere brug af byens rum, i særdeleshed på Bispetorv og på Skt. Knuds Torv, siger Annette Linnemann.

Der var masser af liv og fuld fart på, når børn og barnlige sjæle udfordrede hinandens balancekunst på stylter eller rekorder i svingtorv. For den yngre generation var der masser af nye lege at afprøve, mens den ældre generation havde muligheden for at blive ledt tilbage til barndommens lege. Og når en pause var tiltrængt, kunne den nydes siddende eller liggende på den skrående trækonstruktion. For de som ikke havde behov for pauser, blev konstruktionen brugt til at klatre og løbe op ad.

Glæden for de nye omgivelser er stor blandt brugerne af torvet.

– Jeg bruger selv pladsen, fordi jeg synes, det er rart at være her. Og jeg kan se, at folk virkelig tager pladsen til sig. Det har de i hvert fald gjort her i sommer, hvor der har været fint vejr. Folk sætter sig herned på kanten og spiser deres madpakke og bare er her. Det, synes jeg, er fantastisk, siger Annette Linnemann

Det er til stor glæde for os, at torvet bliver benyttet af byens borgere og opfylder vores ønske om at blive Aarhus dagligstue. Et byrum der tiltrækker liv, aktivitet og er åben for et bredt spænd af arrangementer og udfoldelsesmuligheder. Vi er stolte af projektet og glade for, at flere bliver bevidste om de muligheder, som det nye torv rummer.

 

 

Comments are closed.

Scroll To Top