Indvielse af klimasikringsprojektet Struer By+Havn

Indvielse af klimasikringsprojektet Struer By+Havn

På fredag d. 29. juni bliver vores projekt Struer By+Havn indviet. Projektet er lavet i samarbejde med entreprenør M.J. Eriksson og ingeniørfirmaet Viggo Madsen. Schønherr har stået for landskabet – med Michael Hammelsvang Jørgensen som sagsarkitekt.

–  Struer By+Havn er et klimasikringsprojekt, som både skal sikre mod stormflod fra fjorden og fra 5-års regnvandshændelser, siger Michael Hammelsvang Jørgensen og fortsætter

–  Området omkring Struer havn er lavpunktet i byen, så når det regner meget, vælter alt vandet ned ad bakken, og kloaksystemet kan ikke tage det. Så Struer By+Havn er et klimasikringsprojekt både for regnskyl og for stormflod.

Forbinde by og havn

Projektet har fået sit navn, fordi Struer Kommune i lang tid har drømt om at forbinde bykernen og vandet. En jernbane og Fjordvejen har gjort det svært at komme ned til vandet.

–  Projektet By+Havn skal binde byen og havnen sammen. Jernbanen, som hviler på brobuerne, skiller havnen fra byen. Vores projekt inviterer byen ned til vandet gennem brobuerne, så vi binder gågaden, som ligger på den ene side af jernbanen, sammen med havnen på den anden side, siger Michael Hammelsvang Jørgensen.

For at forstærke forbindelsen mellem by og havn har Schønherr arbejdet med en gennemgående belægning fra gågaden i bykernen ned mod vandkanten.

–  Vi arbejder i en stor sammenhængende flade, hvor belægningen er den røde tråd mellem gågaden og havnen. Chaussesten i granit går helt oppe fra gågaden, og så glider fladen over Fjordvejen ned til kajkanten, hvor der kommer et stor trædæk, så man kan komme helt ned til vandfladen. Så den gennemgående belægning spænder helt fra vandfladen og op til gågaden.

Shared Space

Fjordvejen gjorde det før i tiden svært for de gående at krydse vejen og komme ned til vandet. Et mål i projektet var som sagt at gøre havnen tilgængelig for Struers borgere igen. Dog skal bilisterne stadig kunne komme forbi. Løsningen på udfordringen blev et ”shared space”.

–  Fjordvejen går fra at være en vej for bilister til at være en ”shared space”-flade. Det, der før var en vej, vil man nu opleve som at køre over en plads. Det bliver en ”shared space” flade, hvor det er de gående, som har fortrinsret.

Comments are closed.

Scroll To Top