Kom til indvielse af det nye besøgssted i Filsø!

Kom til indvielse af det nye besøgssted i Filsø!

Det er os en stor glæde, at kunne invitere til indvielsen af det nye besøgssted i Filsøn på lørdag den 8. juli kl. 11-13. Der vil være taler, bånd, der klippes og god stemning! Besøgsstedet ved Filsø bliver samlingspunkt for områdets mange naturruter og for besøgende til Filsø.

Filsø er et naturgenoprettelsesprojekt. Filsø, der er placeret tæt ved Henne Strand ved vestkysten, er et 2200 hektar stort område, der oprindeligt har været fjord med adgang til Vesterhavet. I senere tider har området været afvandet og brugt som landbrugsareal. I 2010 køber Aage V. Jensens Natur Fond området med henblik på at føre det tilbage til dets naturlige tilstand og genskabe, hvad der engang var Danmarks næststørste sø.

Besøgsstedet består af en adgangsvej, der gennem fredet og spektakulær natur fører ned til besøgsstedets parkeringsplads, der ligger ved kanten af søen.

Fra parkeringspladsen bevæger man sig via en skrånende betonflade ud mod en landskabsbro udført i beton, der strækker sig ud over søen. Fra broen kan man opleve Filsø og det vidtstrakte landskab, hvor man i én og samme bevægelse kan komme helt tæt på vandspejlet og i én panorerende bevægelse bliver præsenteret for områdets unikke natur.

Broen er formet som en ellipse, der bringer de besøgende tilbage til land ved at følge broens bevægelse. Broen er udformet med en massiv siddekant, der giver mulighed for at tage en pause og nyde udsigten.

Én stor oval samler parkeringsplads, stier, bro og den omgivende beplantning, så denne ligger som en præcis form i det reetablerede og stadig unge landskab. Besøgsstedet giver Filsø en stedlighed – ét sted i naturen og repræsenterer med sin udførsel i beton et fast og blivende element midt naturens vilde transformation.

Besøgssted ved Filsø er en del af ”Steder i landskabet”, som Realdania har lanceret som en del af kampagnen ”Stedet tæller”. Realdania, Aage V. Jensens Natur Fond og Naturstyrelsen samarbejder om projektets realisering.

Comments are closed.

Scroll To Top