Nordhavnsvej indviet til stor bevågenhed

Nordhavnsvej indviet til stor bevågenhed

Den længe ventede Nordhavnsvej blev denne weekend indviet til lyden af tusindvis af cykeldæk. Cykelglade københavnere var mødt talstærkt op, da de for første og eneste gang var inviteret til at suse gennem den 900-meter lange tunnel, der forbinder Helsingørmotorvejen med Svanemøllehavnen og Nordhavn.

Anlægsprojektet, der er bygget af og for Københavns Kommune, er det mest komplicerede til dato. Schønherr har i tæt samarbejde med ingeniørfirmaet Rambøll planlagt og designet anlægget, der står som et meget tydeligt eksempel på, at det er muligt at lade det funktionelle smelte sammen med det æstetiske.

– Det er et teknisk anlæg frem for alt, hvor skønheden i anlægget har været enorm vigtig helt fra start og fra de allertidligste skitser, udtaler Schønherrs arkitekt Frank Pedersen.

Fotograf: Troels Heien

Lettere bytrafik skaber luft

Anlægsprojektets formål er at lede en stor del af trafikken udenom hovedstadens centrale kvarterer for dermed at løsne trafikpresset i Indre by. Den to kilometer lange strækning skaber en direkte adgang til Svanemøllehavnen og Københavns nye bydel, Nordhavn.

Hovedstadens beboere kan se frem til, at de tunge containerlastbiler, der tidligere har måttet snørkle sig gennem byens gade, nu bliver ledt ud af byen ved hjælp af den nye strækning.

Trafikken bliver på 920 meter af Nordhavnsvejens i alt 1.950 meter ledt under jorden i en tunnel, hvis hældning på fire grader kan give de fleste bilister lidt af en rutsjebanetur mod de nye kvarterer i Nordhavn.

Fotograf: Juan José Palma-Alvarez

Fotograf: Troels Heien

Den officielle indvielse

Søndag d. 17. december blev den røde snor klippet. Det var Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) samt Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA), der havde fået æren af at holde saksen til indvielsen af Københavns nye ring- og omfartsvej.

De var i selskab med tusindvis af cyklister, der for første og eneste gang var inviteret til at opleve tunnelen på to hjul. De trodsede alle kulden og cyklede sig vej gennem den 900-meter lange tunnel, hvis hældning på fire grader satte god fart under dækkene – i hvert fald nedad.

Med start fra denne uge har bilisterne indtaget asfalten. Man regner med, at 30.000 bilister på daglig basis vil dreje trafikken ind på den nyåbnede strækning. Derudover bliver 15.000 trafikanter fremover ledt uden om den centrale del af København, Østerbro og Gentofte.

Fotograf: Troels Heien

Fotograf: Troels Heien

Det landskabsarkitektoniske greb

Projektet er et omfattende infrastrukturanlæg, der forbinder Helsingørmotorvejen med Nordhavnen. Strækningen er vigtig for Københavns Kommunes udviklingsplan for det nye Nordhavnskvarter, der stødt og roligt skyder frem.

Projektet er blevet til i tæt samarbejde mellem ingeniørfirmaet Rambøll som hovedrådgiver og Schønherr som underrådgiver. Schønherr har i de tidlige faser udarbejdet en arkitektonisk målsætning, der sikrer, at vejanlægget bliver sammenhængende med de landskabelige og bymæssige omgivelser.

En væsentlig del af landskabet har bl.a. handlet om formgivningen af vejanlæggets bygværker, der er sket i tæt dialog med både bygherre og ingeniører.

Særligt dagslysskærmene, der er designet af Schønherr, er et fint eksempel på, hvordan det kunstneriske udtryk går hånd i hånd med det funktionelle. Skærmene, der kan minde om et geometrisk kunstværk, sørger for, at bilisterne vil opleve en gradvis dæmpning og opblænding af dagslyset, når de passerer tunnelens ind- og udgang. På samme måde er vejens øvrige elementer, broer og master designet specifikt til Nordhavnsvej, og disse skaber tilsammen et sammenhængende anlæg, der forholder sig bevidst til sin kontekst og betydning for byen.

Projektet er allerede blevet vel modtaget af byens trafikanter – cyklister såvel som bilister. Der gik kun et par timer fra strækningen blev åbnet for bilister mandag eftermiddag, til 5.000 havde taget turen ned på Nordhavnsvej.

Alt i alt en god start på den nye ring- og omfartsvej, der er skabt i samarbejde mellem Københavns Kommune, Rambøll og Schønherr.

Læs mere om projektet her.

Comments are closed.

Scroll To Top