Zoologisk have, Schønherr og BIG i ambitiøst samarbejde

Zoologisk have, Schønherr og BIG i ambitiøst samarbejde

Zoologisk Have København kan nu i samarbejde med BIG og Schønherr Landskabsarkitekter præsentere model og tegninger til det kommende pandaanlæg. Pandaanlægget skal stå færdigbygget i slutningen af 2018, hvor to kæmpepandaer fra Chengdu i Kina forventes at ankomme. Anlægget er budgetteret til at koste 150 millioner kroner, og byggeriets første spadestik bliver taget til november.

Yin og Yang
Anlægget bliver udformet som en stor yin-yang figur, der både giver mening som farvemæssig og kinesisk reference, men som samtidig rummer en en lang række fordele for både pandaer, publikum og personale.

Dyret opleves i sine naturlige omgivelser: Med landskabsprojektet til det nye pandaanlæg har det været Schønherrs ambition at skabe et grønt, frodigt og “naturligt” landskab, som dyrene kan opholde sig og ses i. Da vi blev inviteret til at tegne et anlæg til pandaerne i Zoologisk Have, spurgte vi os selv: hvordan kan vi tegne et anlæg, hvor det føles som, at man er på besøg i pandernes verden i stedet for, at de er på besøg i vores? Projektet udvisker derfor de gængse barrierer mellem publikum og dyr, så oplevelsen for den besøgende bliver som at bevæge sig igennem landskabet og at opholde sig i samme flora som pandaerne.

Indkig til dyrepassernes arbejde: I udformningen af projektet har vi lagt stor vægt på, at publikumsoplevelsen er varieret og tænkt sammen med både dyrepassernes arbejde og formidlingen af pandaens levevis. På stiforløbene vil den besøgende derfor ikke blot opleve den varierede natur, men også have nogle helt unikke indkig til dyrepassernes arbejde.

Bjerge og bakke: I naturen lever pandaen i de bjergrige egne i det vestlige Kina , og med projektets to bakker får både panda og publikum en oplevelse af dette oprindelige landskab.

To skove: Vi har arbejdet med to forskellige land­skabstyper, ”tågeskov” og ”bambusskov”, som begge er kendeteg­nende for pandaens naturlige habitat. De to skove ligger på hver sin bakke i anlægget. Skovene står beplantnings- og farvemæssigt i kontrast til hinanden på samme måde som yin-yang figuren, og samtidig formidler de historien om dyrets vandring op og ned ad bjergsiden i løbet af året.

Dyreanlæg: Selve dyreanlægget bliver indrettet med stort fokus på pandaens trivsel. Anlægget rummer en fin balance, så pandaerne kan trække sig tilbage og finde skygge. Det skrånende terræn får en stor variation og rigdom af planter, klipper, klatretræer og træstammer, som dyret kan udfolde sig på. Forskellige vandelementer som bassin, vandløb, vandfald o.l. indgår også i dyreanlægget, og fungerer både til berigelse og til køling af beboerne i sommerperioden.

Det plantede landskab: Det er vigtigt, at pandaen kan finde rygdække og skygge for at føle sig tryg, så det plantede anlæg skal have et færdigt udtryk fra start. Træer og bambus bliver reserveret, før byggeriet bliver sat i gang, så vi er sikre på, at både størrelsen og mængden af træer og bambus passer, når anlægget står klart til at modtage Danmarks første pandaer.

170315_PAN_WEBSITE_DCZ-13

Succesrig idékultur
Zoos idékultur har dannet ramme om processen fra start til slut, hvilket har været helt afgørende i valg af arkitekter og tegnestuer. Det forklarer adm. dir Steffen Stræde: ”Idékulturen er en indgroet del af Zoos DNA. Den går i korte træk ud på, at alle medarbejdere kan få indflydelse på, hvordan anlægget kommer til at se ud og fungere på daglig basis. Medarbejderne repræsenterer alle faggrupper fra dyrepassere og zoologer til formidlere, gartnere, foderansvarlige og dyrlæger, så idékataloget spænder helt fra det krøllede kreative til jordnære beslutninger om, hvor højt vandhanen skal placeres over jorden. Og dén tradition har både BIG og Schønherr skrevet sig ind i med succes, så vi i dag kan præsentere modellen til et pandaanlæg i absolut verdensklasse,” siger Steffen Stræde.

Finansiering via konsortium af fonde
Finansieringen på de 150 millioner kroner skal tilvejebringes via et konsortium af fonde, og Steffen Stræde lægger ikke skjul på, at der fortsat ligger et stykke benarbejde foran ham, før midlerne til pandaanlægget endegyldigt er i hus. ”150 millioner er rigtig mange penge, men man skal også huske, at pandaerne vil bringe os i superligaen af verdens zoologiske haver. Vi forventer at tiltrække gæster fra hele verden, og for mig står det klart, at et højt profileret dyr som pandaen kalder på et ambitiøst anlæg, der vil vække international bevågenhed. Og det får vi takket være samarbejdet mellem Zoo, BIG, Schønherr og de fonde, der finansierer det.”

Comments are closed.

Scroll To Top