Aarhus Internationale Sejlsportscenter


Bygherre/ordregiver: Aarhus Kommune og Fonden Aarhus Internationale Sejlsportscenter

Bygningsarkitekt: Praksisarkitekter og Entasis

Ingeniør: Henry Jensen ingeniører

Status: 2013 vundet den indbudte konkurrence om et nyt internationalt sejlsportscenter i Århus

Areal: Udearealer ca. 2600 m², bygningen på ca. 3.500 m²

Anlægssum landskab: 4.8 mio. DKK


Sejlsportscenteret skal ligge på den yderste mole ved indsejlingen til Århus lystbådehavn. Huset griber fat i både havnen og byen igennem en promenade, som strækker sig langs kajkanten – og forbinder sejlsportscenter, havn og by. Huset ligger i forlængelse af de store nye volumener i havnens store arkitektoniske skala, men samtidig forholder bygningen sig til den mangfoldige brugergruppe gennem to arkitektoniske greb – transparens og den menneskelige skala.

Sejlsportscenteret er hævet op på en plint. Plinten er belagt med densiphalt, som underbygger havnens rå æstetik og robusthed. I helhedsplanen tiltænkes en idrætsrambla, et forløb som opfordrer til leg og motion. Denne idrætstanke udtrykker sig især ved sejlsportscenter igennem en trætribune som løber langs kajkanten.

Uddrag fra dommerbetænkningen: ”Det er dommerkomiteens opfattelse at bygningen er placeret i et byudviklingsområde der allerede bærer præg af stor mangfoldighed og variation i de arkitektoniske udtryk. Det er komiteens vurdering at projektet tilfører en ny dimension til stedet og at det lykkes at skabe en bygning der tilfører stedet en ny stolthed, ved at anerkende det stedsspecifikke og historiske afsæt”.

Huset er løftet op på en plint i forlængelse af bådoptages rampen. Sejlsportscenteret er med til at skabe steder for ophold ved vandkanten, i hallerne, på terrasser, gallerier, i hyggekroge og i rækken af små bænke/rum langs nordfacaden hvor sejladserne kan følges i læ af vind og regn.