Projekt: Vesterbro Passage – et samlende byrum i Københavns metropolzone

Bygherre/ordregiver: Københavns Kommune

Ingeniør: Via Trafik

Status: Etape 1 realiseret 2011-2014

Areal: Etape 1 15.000m2, Etape 2 15.000m2

Anlægssum: 24.2 mio. DKK

Opgaven med Metropolzonen er at skabe et samlet byrum på Vesterbrogade. Opgaveområdet er en strækning fra Trommesalen/Colbjørnsensgade til Rådhuspladsen. På denne strækning udvider Vesterbrogade sig og giver derved plads til andre funktioner end transport, når antallet af vej- og svingbaner reduceres. Nogle af målsætningerne for strækningen er at få fremhævet det storslåede i byrummet og få fremhævet de eksisterende kvaliteter på stedet samtidigt med, at man får forbedret forholdene for fodgængere og cyklister. Massive træplantninger og indpasning af mindre pladsdannelser skal være med til at samle byrummet og gøre det til et sted, hvor man i fremtiden skal have lyst og ikke mindst plads til at opholde sig.

Projektet er opdelt i 2 etaper. 1. etape er fra Rådhuspladsen til Bernstorffsgade/Hammerichsgade, og 2. etape er det resterende forløb til Trommesalen/Colbjørnsensgade.

 

 

“Vesterbro Passage har altid været en slags ’leftover’, der aldrig rigtigt har været gennemtænkt. Vi har lagt op til det, vi kalder den klassiske københavner-identitet. Det vil sige fortovene, sådan som vi kender dem med brosten i midten, og københavner-bænkene og københavner-skraldespandene. Hele projektet har taget inspiration i de store boulevarder i andre europæiske storbyer med de brede fortove og butikker på begge sider af vejen. Jeg synes, det er sådan en fin måde at binde Strøget sammen med Hovedbanegården på.”

– Tina Saaby, Tidligere stadsarkitekt i København