Igen i år bliver der afholdt folkemøde på Bornholm. Schønherr skal være med til at udtænke en helhedsplan for hele Danmarks politik-festival.
Ideén er, at tre rådgiverteams i et parallelopdrag skal udvikle en helhedsplan for folkemødet på Bornholm, og byen Allinge hvor det foregår. Opgaven er udskrevet af Bornholms Kommune og Realdania i fællesskab.
Projektet handler om, hvordan en lille by, der pludselig – i en kort periode – vokser til mangedobbelt størrelse på grund af et enkelt event, kan håndtere både sig selv og eventet, så resultatet i fremtiden rummer mere end blokvogne og festtelte.
Den lille by på nordspidsen af Bornholm rummer godt 1600 indbyggere. Sidste år deltog over 90.000 i folkemødet, og man forventer ikke at tallet falder i år. Derfor skal Schønherrs hold og de andre teams i et parallelopdrag forsøge at anvise holdbare midlertidige løsninger, der kan tænkes sammen med byens liv.
Tre teams er udvalgt i projektet, hvor Schønherr er på hold med JaJa Architechts, Boris Brorman Jensen og Jens Folmer Jepsen. Samarbejdet med de tre teams startede med et todages kick-off møde i Allinge i begyndelsen af denne uge.
– Det bliver spændende at se hvilke planer og ideer, de tre dygtige tværfaglige teams vil pege på som bærende for den videre udvikling af Allinge og Folkemødet frem mod 2025. Det er en kompleks opgave med tilsvarende stort potentiale i forhold til at løfte Allinge og nye muligheder for Bornholm, siger borgmester i Bornholms Regionskommune, Winni Grosbøll, om projektet.
Folkemødet, der i år bliver afholdt for femte år i træk, foregår den 11. – 14. juni på Allinge. Folkemødets formål er, at skabe rammerne for at demokratiet udvikles.