Schønherr skal gøre Grenaa midtby mere attraktiv

Schønherr skal gøre Grenaa midtby mere attraktiv

En idékonkurrence skal undersøge hvordan man udvikler centrale pladser og gader i Grenaa, så bylivet bliver styrket – også uden for butikkernes åbningstid.

En attraktiv midtby er kernen i en god og levende by. Den er med til at danne byens identitet og er samlingspunkt for byens borgere. Sådan lyder visionen for projektet ‘Den attraktive midtby’, der skal forsøge at gentænke centrum i den østjyske havneby.

Schønherr er kommet med i konkurrencen om områdefornyelse i Grenaa midtby. Tegnestuen er en del af et team bestående af LOOP Architects, VIA Trafik Rådgivning, Ingeniørfirmaet Viggo Madsen og Elgaard Architecture.

Teamet, der er et blandt i alt tre udvalgte hold, er valgt på baggrund af den måde man har dokumenteret referencer fra tilsvarende eller lignende opgaver inden for skitsering, projektering af byrum og helhedsplanlægning.

Ifølge Norddjurs Kommune, der har udskrevet konkurrencen, er den ændrede handelskultur den største udfordring for Grenaa midtby. Internettet er blevet en stor konkurrent til de fysiske butikker, hvilket medfører tomme forretninger, og efterlader gågaderne i Lillegade og Storegade nærmest øde.

Nu skal der en gentænkning af midtbyen til, og næste led i processen er i august, hvor de tre teams aflevere deres ideer og planer. Derefter er det op til et bedømmelsesudvalg at vurdere forslagene og finde frem til en endelig vinder.

I oktober godkender Kommunalbestyrelsen, hvem af de tre, der skal stå for gennemførelsen af forandringerne i midtbyen.

img56

Scroll To Top