Agro Food Park og Realdania har netop udvalgt de tre rådgiverteams, der skal medvirke i parallelopdraget, der skal skabe en stor, ny visionplan for viden- og virksomhensparked Agro Food Park i Skejby. Schønherr danner her hold med Sleth Architecture og Alectia.
I alt 19 teams havde søgt om prækvalifikation. Det har været et stærkt felt at gøre sig gældende i, så derfor er glæden stor på vores team.
“Vores ambition er at være blandt de bedste landskabs- og planlægningsarkitekter i Danmark, og derfor er det naturligvis meget tilfredsstillende når andre fagfolk mener, at vi som team lever op til den standard,” siger partner i Schønherr Rikke Juul Gram og fortsætter: “Agro Food Park i Skejby, er en virksomhedspark – et innovationsmiljø, hvor virksomheder indenfor udvikling og forædling af landbrugsprodukter og øvrige fødevarer bosætter sig for at drage fordel af deres fælles ambitioner og for gensidigt at inspirere og udfordre hinanden.”
Det er derfor en uhyre interessant opgave, for netop dialogen mellem byen og det åbne land sætter jo dagsordenen for både by og landskabsudvikling i disse år, og hvordan det møde kan skabe baggrund for forskning og innovation er noget vi glæder os til at udforske.
Programchef Stine Lea Jacobi, Realdania siger: ”Agro Food Park ligger i et meget spændende område, og vi glæder os til at se nogle bud på, hvordan man i et erhvervsområde, der ligger i sådan et ”grænseområde”, kan bruge de landskabelige og rekreative muligheder, som er omkring bygningerne, til at skabe værdi for både for virksomheder, vidensinstitutioner og besøgende i Agro Food Park.”
Processen med Parallelopdraget løber fra september til november 2015.
Læs mere på Realdanias hjemmeside.