Femern A/S har i dag indgået kontrakter med Rambøll-Arup-Tec JV, Schønherr og WTM Engineers GmbH om levering af bygherrerådgivning på det tekniske område
I dag blev de to rammeaftaler om bygherrerådgivning og huskonsulentrådgiving på det tekniske område af den nye Femern forbindelse offentliggjort. Aftalerne dækker rådgivning og teknisk bistand til etableringen af den faste forbindelse under Femern Bælt.
Tunnelen udformes som en 18 kilometer lang sænketunnel mellem Rødbyhavn og Puttgarden. Det bliver verdens længste sænketunnel og verdens længste tunnel under vand med både vejtrafik og jernbane.
Teknisk direktør Henrik Christensen, Femern A/S, udtaler om de to rammeaftaler:
”Vi har modtaget meget stærke og velkvalificerede tilbud fra de rådgivningsvirksomheder, som deltog i de to udbud. Valget af de to konsortier giver en høj sikkerhed for et solidt set-up på hele det tekniske område til at understøtte vores arbejde med den igangværende tyske godkendelsesproces inden byggeriet for alvor går igang.
”Kvaliteten skal være i top, når man bygger verdens længste sænketunnel, og det kan vores rådgivere levere. De skal rådgive os og udfordre os, så vi får løsninger i topklasse. Derfor er det en meget vigtig dag for projektet. Det er som bekendt ikke længere et spørgsmål om vi går i gang med anlægsfasen, men om hvornår vi går i gang. Vi er klar på den danske side, og sætter alt ind på at få den tyske tilladelse på plads hurtigst muligt.”
Rammeaftale om bygherrerådgivning på det tekniske område er vundet af:
- Rambøll-Arup-TEC Joint Venture (Danmark, England, Holland)
Underrådgivere:
- Schønherr A/S (Danmark)
- WTM Engineers GmbH (Tyskland)
Rammeaftale om huskonsulentrådgivning på det tekniske område er vundet af:
- ÅF – Hansen & Henneberg A/S (Danmark
Underrådgivere:
- Atkins Danmark A/S (Danmark)
- OBERMEYER Planen + Beraten GmbH (Tyskland)
- ÅF Infrastructure AB (Sverige)
Kilde: www.Femern.com