GAPS – Psykiatrisygehuset i Slagelse vandt i foråret MIPIM-prisen for bedste sundhedsbyggeri i verden, og det er så absolut én af de ypperste priser at vinde inden for ejendoms-og byggebranchen
Sådan skriver Bygge- og anlægsavisen i en artikel den 19. juni. Sygehuset vandt i kategorien ‘ Best Healthcare Development’ – et område, hvor vi i Danmark har en styrkeposition, hvilket også kan aflæses direkte i, at Hospital Nordsjælland ligeledes vandt en MIPIM-Pris i 2015.
“Der er nok mange, der ikke kende til denne pris, men det en meget fornem pris, som Psykiatrisygehuset i Slagelse har vundet. Vi er meget stolte i Region Sjælland over den anerkendelse, og i december 2016 blev sygehusets videnscenter desuden DGNB Guldcertificeret”, forklarer projektchef Henrik Bendix Olsen.
Udgangspunktet for Psykiatrisygehus i Slagelse har været at skabe et helende og stimulerende miljø for patienterne, og med sine 44.000 m ² og en investering på ca. 1.2 mia. kr. det største og mest ambitiøse psykiatribyggeri i mange år.
Byggeriet er tegnet af Karlsson arkitekter i samarbejde med Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Schønherr, Moe og Novo Nordisk Pharmaplan, Bartenbach og Arup som underrådgivere. Schønherr har stået for alle arealerne omkring sygehuset.
“Det har været en stor udfordring at arbejde med arkitektur og design for dem, som behøver det mest. Og en stor glæde at opleve også international anerkendelse af dette arbejde”, udtaler Christian Karlsson.
Fokus på patienternes velvære
Det psykiatriske sygehus i Slagelse er det første i verden, hvor man i designet har arbejdet bevidst med dagslys og kunstlys som et terapeutisk virkemiddel.
Også på andre felter går man nye veje på det nye psykiatrisygehus. Eksempelvis har man som forsøg etableret en vifte af multimedie-og behandlingsrum, hvor man vil anvende sansestimuli til at berolige oprevne patienter.
“Vi tog udgangspunkt i tesen: Det der er godt for os alle – det er også godt for de, der er syge. Det skal bare skaleres. Og så blev det pludselig meget enkelt at tænke helende arkitektur. Når vejret er godt, vil vi gerne ud. I sommerhus, i haven, på terrassen og grille. At komme ud i naturen er det bedste vi ved. Det er med den indgangsvinkel, vi har arbejdet med projektet”.
Juryen pegede i deres begrundelse for prisen blandt andet på den nyskabende tankegang i Psykiatrisygehuset i Slagelse, hvor arkitekturen spiller en stor rolle i helbredelsen af patienterne. Gennemsigtigheden og fleksibiliteten blev også fremhævet af juryen, og bygningen formår med sin fine disponering af byggeriet og inddragelse af landskabet at trække naturen og lyset ind i behandlingsafsnit og patientstuer.
Det ny Psykiatrisk Sygehus ligger beskyttet i landskabet, som former sig blødt og omsluttende omkring huset. Der arbejdes med et bakket landskab, der gives et skulpturelt, præcist udtryk, og som møder den grønne kile og byen med grønne bakker, en sø og åbne offentlige stiforbindelser. Bakkerne står græsklædte med lunde og enkeltstående træer. På særlige steder i parken skabes mulighed for ophold og aktiviteter som leg, motion og ophold i sansehaven.
Billedkunstner Malene Landgreen og digter Ursula Andkjær Olsen har udsmykket og farvesat bygningens mange overflader.
I 2016 gik også Farveprisen til GAPS for det gennemtænkte og storslåede arbejde med at integrere kunsten og farverne i Psykiatrien Slagelse.
Kilde: Bygge- og anlægsavisen