Vi er utrolig stolte og beærede over at vinde Betonelementprisen – byggebranchens Oscar, som den bliver kaldt. Vi er også meget glade for vores vinderprojekt – broen ved besøgscenter Filsø – og vi glæder os helt vildt til at fejre det hele sammen med vores bygherrer, Realdania, Aage V. Jensen Naturfond og Naturstyrelsen. Læs mere her:
Tegnestuen SCHØNHERR vinder betonbranchens svar på Oscar-statuetten
Tegnestuen SCHØNHERR tildeles Betonelement-Prisen 2019 og Utzon-Statuetten – populært kaldet byggebranchens Oscar. Prisen og statuetten får de, for deres brug af industrielt præfabrikerede betonelementer i tilblivelsen af en oval betonbro i det enestående Vesterhavske naturlandskab ved Filsø.
Tegnestuen SCHØNHERR a/s er i dag ejet af Rikke Juul Gram og Nina Jensen. De er årets vindere af Betonelement-Prisen for Filsø i Varde. Broen omkring Filsø er udviklet i et samarbejde mellem Realdania, Aage V. Jensen Naturfond og Naturstyrelsen.
Partner og kreativ direktør Rikke Juul Gram (midten), associeret partner Rasmus Stougaard (t.v) og landskabsarkitekt MAA Anders Heeland Madsen (t.h.), som alle tre er en del af landskabsarkitektfirmaet Schønherr.
SCHØNHERR har rådgivet og tegnet broprojektet, som skaber ny adgang for alle til Filsøs storslåede natur.
– Det betyder enormt meget for os, når vores arbejde bliver anerkendt. Filsøprojektet har virkelig været en holdindsats, og vi deler glæden med både vores bygherrer og entreprenører. Landskabsarkitekturen handler netop om iscenesættelse af det offentlige fællesskab – det vi alle deler med hinanden. Prisen for Filsø, er i virkeligheden er en pris til fællesskabet og naturen. Det er vi stolte af, fortæller Kreativ direktør Rikke Juul Gram sammen med hendes associerede partner Rasmus Stougaard og projektleder Anders Heeland Madsen, som alle tre er en del af landskabsarkitektfirmaet SCHØNHERR.
Ellipseformen understreger den samlende, fortsatte bevægelse gennem området fra ankomst og tilbage. Den er udstyret med en massiv siddekant der giver mulighed for at tage en pause og nyde udsigten.
Naturens panorama er inspiration
2011 satte Aage V. Jensen Naturfond sig for at genskabe søen gennem ét af danmarkshistoriens største naturgenopretningsprojekter. Rikke Juul Gram fortæller, hvordan søens enorme vandspejl bliver gjort tilgængeligt for alle gennem broens ovale form, som understøtter blikkets bevægelse over landskab og horisont.
– Efter at landbrugets lige og maskinelle linjer havde besat området frem til 2011, hvor der blev sat de første streger på broen, blev det muligt at genintroducere de panorerende bevægelser fra lettende fugleflokke i en organisk struktur. Men den Vesterhavske indlandsnatur kan vise tænder, særligt om vinteren. Derfor skulle broen have en robusthed, som oplagt var mulig i beton, fortæller Rikke Juul Gram.
En naturoplevelse ud over det sædvanlige
Om Filsø-projektet fortæller formanden for Betonelement-Prisens jury og adm. direktør på Dansk Arkitektur Center, Kent Martinussen, om en unik komposition af natur og betonelementer.
– Filsø er et unikt eksempel på, at hvordan betonelementer kan kombineres med smuk natur. SCHØNHERR har ved brug af betonelementer formået at skabe en mesterlig forbindelse mellem naturens egne former og betonen. Det føles nærmest, at man som besøgende i stand til at gribe himlen, horisonten og et enestående naturlandskab i ét blik og en sammenhængende bevægelse. Derfor skal de have prisen i år, siger Kent Martinussen.
Juryen fremhæver også, hvordan broen afspejler landskabsarkitekturen på det højeste niveau. Og på hvordan industrielt præfabrikerede betonelementer kan udgøre et såvel konstruktivt som æstetisk bærende element i en samlet landskabsarkitektonisk komposition.
Læs mere om Betonelement-Prisen på www.bef.dk
FAKTA
Om Filsø
- Filsøs nye bro er udviklet i et samarbejde mellem Realdania, Aage V. Jensen Naturfond og Naturstyrelsen
- Filsø ligger tæt ved Henne Strand på den jyske vestkyst
- SCHØNHERR har rådgivet og tegnet projektet, som også omfatter etablering af en ny parkeringsplads
- Projektet er støttet gennem kampagnen Stedet Tæller, der sætter fokus på potentialerne i yderområderne
- Besøgsstedet består af en adgangsvej, en formidlingsbygning, en landskabsbro og en parkeringsplads til de besøgende.