KARENS MINDE AKSEN UDSTILLES

KARENS MINDE AKSEN UDSTILLES

Vi havde i sidste uge fornøjelsen af at præsentere det foreløbige projektforslag for byrums- og skybrudsprojektet Karens Minde Aksen sammen med det øvrige rådgiverteam Orbicon/ WSP og VidaLocal på en fernisering i Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen.

Op mod 200 borgere var mødt op til ferniseringen på udstillingen, hvor projektet er vist med tegninger, tekst og to modeller. Projektet er udviklet i et tæt samarbejde med sydhavnerne, Københavns Kommune og HOFOR. For at nå hertil har der været afholdt åbne workshops og møder i den lokale arbejdsgruppe og gennemført midlertidige eksperimenter på Karens Minde.

Tak til de fremmødte for den gode stemning og de mange inspirerende indslag og aktiviteter arrangeret af sydhavnerne, herunder sangindslag ved Strandpark Skolen, ponyridning, legobyggeri, bålpandekager, sydhavnsquiz, Performancedans ved duoen La Mia Bella Sorella, Live musik ved Havfruerne og ikke mindst fællesspisning.

Karens Minde Aksen skal håndtere store mængder regnvand gennem kvarteret og er et nøgleprojekt i kommunens skybrudsplan, der består af 300 skybrudsprojekter i hele København. I Karens Minde Aksen skal Sydhavnens kulturliv, sociale aktiviteter og hverdagsliv udfolde sig i tæt samspil med en skybrudsløsning på overfladen, der styrker og bevarer eksisterende kvaliteter, og skaber en grøn forbindelse mellem Vestre Kirkegård i nord og Tippen i Syd.

Ferniseringen af udstillingen markerede afslutning på borgerinddragelsen. Det foreløbige projektforslag er nu i høring i lokaludvalget, hvorefter Teknik- og Miljøudvalget, i februar 2020 skal godkende projektforslaget.

Udstillingen vil være åben frem til 7. november.

Læs mere her:
Områdefornyelse Sydhavn

 

 

 

Scroll To Top