TØRSKIND GRUSGRAV

TØRSKIND GRUSGRAV

I den tidligere grusgrav i Tørskind findes en af landets mest unikke land art-projekter med ni landskabsskulpturer udført af Robert Jacobsen og franske Jean Clareboudt: Kunst og landskab blev tilbage i 1980’erne forenet i en meningsfuld helhed, der fortsat skaber dialog mellem himmel og jord.

Vi er derfor glade for at have vundet Vejle Kommunes konkurrence for nyt udsigtspunkt i Tørskind med et projekt, der bygger på en meget enkel og nænsom indgriben.

Projektet løser to udfordringer, hhv. tilgængelighed til den enestående udsigt over Vejle Ådals istidslandskab på kanten af grusgraven og derudover en generel landskabsarkitektonisk oprydning, der skaber større sammenhæng mellem kunstværker og landskab. Et tilgængeligt stiforløb i beton, der tager form af grusgravens topografi, passerer skulpturerne og glider over grusgravens rand i nord. Her løber den op på bakkekammen med udsigt ud over Ådalen, hvor den efterfølgende smyger sig gennem beplantningen nedad mod pladsen igen. På bakkekammen og den storslåede udsigt, retter stien sig op til et 2 meter bredt plateau, som ligger på kanten at den topografiske fortælling. På den vis iscenesættes mødet med markens skrænt og den store panoramaudsigt.

”Dommerkomiteen finder, at forslaget på en poetisk og velovervejet måde formidler den smukke udsigt, uden at overskygge naturen og de eksisterende landskabsskulpturer. Forslaget indebærer meget begrænsede indgreb i landskabet og opfylder kravene om tilgængelighed.”, Uddrag fra dommerbetænkningen.

Læs mere om projektet her:

Vejle Amts Folkeblad:
https://vafo.dk/artikel/vi-skal-se-endnu-mere-af-den-sk%C3%B8nne-natur-vinderne-af-tre-udsigtsplatforme-er-fundet

Politiken Byrum:
https://politikenbyrum.dk/Nyheder/art7600453/Effekt-og-Sch%C3%B8nherr-vinder-konkurrence-om-Vejle-udsigtspunkter

Scroll To Top