Ny associeret partner hos Schønherr

Ny associeret partner hos Schønherr

Landskabsarkitekt MAA MDL, Jakob Sandell Sørensen er af arkitektvirksomheden Schønherr blevet optaget i kredsen af associerede partnere.

Han har nu ansvar for udvikling af tegnestuens bæredygtighedsstrategi inden for planlægning, landskab, byrum og bygninger.

Schønherr har i de seneste år stillet skarpt på de store samfundsdagsordner som klimatilpasning, bæredygtighed og genanvendelse, øget naturværdi og biodiversitet samt grøn omstilling.

Derfor er det naturligt at knytte et tættere bånd til Jakob, som over de sidste 10 år har beskæftiget sig intensivt med klimatilpasning på mange forskelligartede projekter og har en stærk, teknisk funderet profil. Jakob er desuden stærkt optaget af cirkulær økonomi, bæredygtig planlægning og ressourcestrømmene i bygge- og anlægssektoren.

Han er en af tegnestuens DGNB-konsulenter, og sidder i kriterieudvalget for den nye udgave af den danske DGNB standard for byområder. Desuden er han medlem af Danske Landskabsarkitekters udvalg for Cirkulær Økonomi og har gennem dette medvirket til udviklingen af en ny vejledning og eksempelsamling om Cirkulær Økonomi i landskabsarkitektur. Jakob har gennem de senere år desuden været bestyrelsesmedlem i hhv. Danske Landskabsarkitekter og Dansk Center for Lys samt medlem af repræsentantskabet i Dansk Byplanlaboratorium.

Schønherr ledes af de to partnere adm. direktør Nina Jensen (med blåt tørklæde) og kreativ direktør Rikke Juul Gram (forrest, midt), samt – foruden Jakob Sandell Sørensen (bagerst) – de associerede partnere Mi Koudal Randlev (bagerst tv.), Sanne Slot Hansen (forrest tv.), Rasmus Stougaard (forrest th.) og Andrew Place (bagerst th.).

 

Scroll To Top