Fredag d. 4. feb. 2022 var der rejsegilde på det nye boligbyggeri, der består af tre bygninger: Kanalhuset, Promenadehuset og Fyrtårnet. Lighthouse 2.0 er anden etape af Lighthouse-projektet – i alt 6 bygninger langs den nye havnefront på spidsen af Aarhus Ø.
Schønherr har udviklet helhedsplan for hele området, og har siden 2007 stået for planlægning og projektering af udearealer – herunder gårdrum og offentlige aktivitets- og opholdsrum. I hele projektforløbet har der været fokus på at skabe sammenhængende et promenadeforløb og et grønt miljø mellem alle bygningsdele med græsmakadam og masser af stauder, græsser og træer.
Aarhus Ø har de senere år været i stor udvikling, og at Lighthouse nu bliver fuldendt er med til at binde havnefronten og den nye bydel sammen. De første beboere kan flytte ind i Lighthouse 2.0 i sommeren 2022, mens landskabsprojektet står færdigt i 2023.
Til rejsegildet var der fejring med frokostbuffet, taler og anerkendelser til håndværkerne for deres store arbejde.
Bygherre, Lighthouse 2.0: Kilden & Hindby,
Bygningsarkitekt, begge faser: 3XN,
Entreprenør, Lighthouse 2.0: Aarsleff og Dan Jord