Schønherr har vundet opgaven med at udvikle en helhedsplan samt udvikling af realiserbare investor-projekter, der kan tiltrække erhverv og investorer til den østlige del af Gedser Erhvervshavn på Danmarks sydspids.
Revitalisering af Danmarks sydligste punkt
Erhvervshavnen, der ejes af Scandlines, skal omdannes til et havneområde, hvor aktivitet, erhverv og turisme går hånd i hånd. Havnens arkitektoniske udtryk skal også have et løft. Lolland-Falster har vækst i erhverv, turisme og bosætning – øget liv på havnen og flere arbejdspladser vil tiltrække nye beboere. Udviklingsplan og investorprojekter er derfor første skridt på vej mod en revitalisering af dét, der engang var en af Danmarks mest aktive fiskerihavne.
”Gedser Erhvervshavn er en lille opdagelsesrejse mellem røgeri, fiskerbåde, redningsstation og forskelligt småerhverv – og nabo til den dejligste strand. Vi er utroligt glade for opgaven og glæder os meget til at komme i gang med at udvikle dette helt særlige grænseland, der sætter sit eget unikke aftryk på Danmarkskortet,” siger Rasmus Stougaard, associeret partner hos Schønherr.
Som en del af udviklingsplanen vil Schønherr analysere og kortlægge behov og potentialer for havnen, udvikle konkrete forslag til aktiviteter, udviklingskoncepter og investeringsideer, samt visualisere det fremtidige havnemiljø, afdække myndighedskrav, økonomi og markedspotentialer. Til at hjælpe os med opgaven, har vi allieret os med rådgivere fra Lundgrens, Territorium og Fuldendt.
Stadigt flere turister
Bag projektet står Guldborgsund Kommune, Scandlines, Dansk Kyst & Naturturisme og erhvervs- og turismeorganisationerne Business Lolland-Falster og Visit Lolland-Falster, der alle bidrager til finansieringen. Udviklingen af havnen skal støtte op omkring den stadigt voksende strøm af turister, der hvert år gæster Lolland-Falster, og turismeorganisationerne ser da også muligheder for at tiltrække investeringer og erhverv:
“Vi ser i disse år en markant stigende interesse i at investere i vores landsdel, både i forhold til turisme og traditionelt erhverv, så det er helt oplagt at kigge på et område som Gedser Havn, der kan tilbyde både udsigt, historie og infrastruktur”, siger Mikkel Wesselhoff, adm. direktør i Business Lolland-Falster.