Udvidet ejerkreds og ny bestyrelse

Udvidet ejerkreds og ny bestyrelse

Tegnestuen Schønherr udvider ejerkredsen og etablerer ny bestyrelse. Til maj sætter tegnestuen desuden fokus på klimaforandringerne, når den præsenterer en ny, naturbaseret vision for fremtidens København på Arkitekturbiennalen i Venedig.

Rasmus Stougaard bliver partner og markedsdirektør
Schønherr udvider ejerkredsen med Rasmus Stougaard, Arkitekt MAA, som ny partner og Markedsdirektør. Rasmus Stougaard er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen Aarhus og har været hos Schønherr siden 2008, hvor han gennem den seneste årrække har været associeret partner. Med forfremmelsen til partner bliver Rasmus Stougaard en del af Schønherrs ejerkreds sammen med Nina Jensen, Partner og Administrerende direktør, landskabsarkitekt MMA, og Rikke Juul Gram, Partner og Kreativ direktør, landskabsarkitekt MAA.

Rasmus Stougaard får det overordnede ansvar for tegnestuens markedsudvikling og ser frem til at tiltræde sin nye stilling:

”Sammen med mine dygtige kolleger glæder jeg mig til at fortsætte tegnestuens udvikling af de værktøjer og alliancer med samarbejdspartnere, der bør gå forrest i planlægning af både den vedvarende energi, den grønne erhvervsudvikling og et klimaforandret landskab.”

– Rasmus Stougaard, partner og markedsdirektør

De øvrige associerede partnere, Mi Koudal Randlev, Sanne Slot Hansen og Jakob Sandel, der dækker hver sit fagområde, er fortsat vigtige nøglepersoner i tegnestuens faglige profil.


Ny bestyrelse skal forme Schønherrs fremtidsstrategi
Schønherr har også etableret en ny, stærk og erfaren bestyrelse, der skal bidrage til udviklingen af tegnestuens fremtidsstrategi. Bestyrelses­forkvinde Bente Priess Andersen, CEO i Fischer Ligthing og konsulent i BPA Consulting, skal understøtte virksomhedens vækststrategi, mens Mikal Hallstrup, Stiftende partner i Designit, skal rådgive tegnestuen omkring innovation og strategisk udvikling. Udover Bente Priess Andersen og Mikal Hallstrup indgår Rikke Juul Gram, Nina Jensen og Rasmus Stougaard også i Schønherrs bestyrelse.

”Schønherr er kommet godt ud af 2022, hvilket også fremgår af vores netop offentliggjorte årsrapport. Derfor er tiden også inde til, at vi bruger dette år på at lægge strategien for tegnestuens fremtidige kurs. At ledelsen nu står på tre ben – økonomi, arkitektur og markedsudvikling kombineret med en ny, stærk bestyrelse – er den allerbedste forudsætning for fremtidens Schønherr,”

– Nina Jensen, partner og administrerende direktør

Det danske bidrag til Arkitekturbiennalen i Venedig
Aktuelt arbejder tegnestuen på en række projekter som blandt andet klimasikring af Helsingør bykerne, Bispebjerg Kirkegård, Assistentens Kirkegård i Skagen, Karens Minde Aksen, kapacitetsudvidelse og klimasikring af Harrestrup Å, Nørresundby Torv, Musikparken i Aarhus, Femern, Marselistunnel og en række opgaver for DTU Campusservice.

Derudover sætter tegnestuen klimaforandringerne under en lup på dette års Arkitekturbiennale i Venedig som en del af det danske bidrag, ‘Costal Imaginaries’, hvor hovedstadens dilemmaer og muligheder bringes i spil. Under overskriften ‘Copenhagen Islands’ demonstrer Schønherr, sammen med et ambitiøst team af forskere og kunstnere, en naturbaseret vision for fremtidens København. Udstillingen åbner 20. maj i den danske pavillon.

Scroll To Top