”Det store Sydhavnsløft” viser på mesterligt vis, hvordan samarbejde på tværs af fagområder lykkedes med at tænke skolegård, handelsliv, metroforpladser, bynatur og klimasikring ind i en sammenhæng kombineret med at involvere den mangfoldighed af mennesker, der bor og bruger kvarteret.”
Sådan lyder juryens motivation for at tildele Københavns Kommune Byplanprisen 2023 for ’Det store Sydhavnsløft’.
Projektet er en del af ”Områdefornyelse Sydhavn”, som består af en række mindre og større projekter – herunder Karens Minde Aksen.
Juryen fremhævede også Karens Minde Aksen,
(…) der skaber et sammenhængende by- og landskabsrum omkring boligejendomme, bibliotek, kulturhus, dyrehold, rideskole (…) Samtidig fungerer aksen, som regnvandsafledning og klimasikring af kvarteret, og binder kvarteret naturligt sammen med naturområdet Sydhavnstippen i den ene ende og Vestre Kirkegård i den anden.
Byplanprisen er indstiftet af Dansk Byplanlaboratorium og Arkitektforeningen.
Vi ønsker Københavns Kommune og alle Sydhavns borgere kæmpe tillykke med prisen– og vi er selv megastolte over at vi har haft mulighed for at bidrage til projektet.
FAKTA Karens Minde Aksen
Schønherr, WSP, Vida Local og Ebbe Dalsgaard A/S har udviklet, designet og realiseret Karens Minde Aksen.
Københavns Kommune og HOFOR er bygherrer.