Projekt: Aarhus Bypark – Fremtidens Musikhuspark
Bygherre/ordregiver: Musikhuset Aarhus, Aarhus Kommune, støttet af Realdania
Status: Førsteplads i 2-faset projektkonkurrence vundet juni 2023. Byparken forventes færdig i 2025.
Bynatur og Biodiversitet: Habitats
Kunstfaglig konsulent: Morten Stræde
Ingeniør: Artelia
Ydelser: 2-faset projektkonkurrence, 1. plads
I forbindelse med udvidelsen af ARoS – The Next Level, udskrev Musikhuset Aarhus og Aarhus Kommune en konkurrence om at skabe en ny bypark i den eksisterende Musikhuspark – en levende, grøn oase, der indtænker nye sammenhænge mellem byrum, landskab, kunst og natur, og som viser vejen for fremtidens grønne byrum i tætte, større byer.
Selve udvidelsen af ARoS består af et storslået kunstværk The Dome, a Skyspace af James Turrell, et nyt underjordisk udstillingsgalleri og et udendørs art square. Med udvidelsen åbner ARoS således for ekstraordinære muligheder for at inddrage publikum på nye måder – også via Musikhusparken.
Schønherr vandt den 2-fasede konkurrence om transformation af Musikhusparken i samarbejde med Habitats, Morten Stræde og Artelia med forslaget ’Aarhus Bypark’, der binder Rådhusparken, Musikhusparken og ARoS Haverne sammen i én fælles fortælling. Parken bliver på den måde byens nye, naturlige samlingssted med fokus på grønne oplevelser og biodiversitet – et naturligt omdrejningspunkt for arrangementer og begivenheder året rundt.
RINGEN indrammer og forbinder
Forslagets samlende hovedgreb er Ringen – en arkitektonisk ramme, der samler parkens kulturinstitutioner, indrammer parkens grønne flade, og giver siddemuligheder og liv, lyd og risiko for våde tæer. Dens tværsnit går nogle steder i eet med parkens grønne græs med vandet løbende som i en rendesten. Andre steder løfter Ringen sig fra terrænet, som en lang siddeplint for senere at flade ud, foran Musikhusets indgang til vandkunst og et bredt vandspejl. Endelig favner Ringen Skydome i én smuk bevægelse, og skaber et præcist tableau for James Turrels værk.
Ringen formes af genanvendte chaussésten i granit, som bøjes og foldes omkring dens detaljer og løsninger.
”Den grundlæggende ide bag genfortolkningen af parken er at samle det ’aarhusianske Akropolis’ af kulturinstitutioner som, i sammenhæng med Rådhusparken, kan blive én samlet, grøn park på toppen af bakkeøen. Samtidigt indskrives kunstneren James Turells enorme kuppel, Skydome, som en naturlig del af helheden.”
– Rikke Juul Gram, partner i Schønherr
Den grønne flade skaber samlet forståelse for parkens rum
Musikhusparkens naboskab til den fredede Rådhuspark og dens mange historiske lag, forstærkes i en forenet fortælling: Den grønne plæne er det underliggende tæppe, som skaber en samlet forståelse af parkens rum, inden- og udenfor Ringen.
Parkens midte er formet som et grønt tæppe med få grupper af træer i mellemgrund og periferi. Det åbne aktivitetsrum fordrer både større koncerter, skøjtebane og rekreative opholdsmuligheder – græsset lægger op til ophold og rekreation, mens den grønne grusflade er ideel til opstilling af gear og store events. Der er således tænkt i store arealer, der både kan rumme tilskuere til koncerter og give albuerum og følelsen af frihed i hverdagen.
Med naturen som medspiller
Med Aarhus Bypark får aarhusianerne også et grønt område, summende af planteliv, biodiversitet og natur af høj kvalitet, der udspringer af landskaberne i og omkring Aarhus. Naturen vil her fungere som dynamisk medspiller, tilpasset den varierende brug af området over sæsoner og året. I tilblivelsen af parken vil man også genbruge eksisterende materialer for at reducere ressourceforbrug og binde fortid og nutid sammen.
”En væsentlig forudsætning for at løse opgaven har været at genbruge så meget som muligt af de materialer, der allerede findes i parken i dag. Tilsvarende er nogen af de designmæssige rødder hentet og ’genbrugt’ fra landskabsarkitekten Sven Hansen, som stod bag det eksisterende haveanlæg som i forslaget afvikles. Til gengæld er frodighed, biodiversitet og intime haverum et helt centralt element i parkens fremtidige udformning.”
– Rasmus Stougaard, partner i Schønherr
”Forslaget fremviser en meget stærk kontekstforståelse og formår på overbevisende vis at iscenesætte og videreudvikle parken og parkens rolle i Aarhus som helhed. Projektets store styrke ligger i forslagets landskabsarkitektoniske præcision, hvormed få, præcise elementer tilsammen formår at skabe en ny, sammenhængende park, der subtilt fremhæver og understøtter kontekstens kulturelle og kulturhistoriske værdier samt overordnede landskabstræk. I tillæg til dette formår forslaget på overbevisende måde at skabe en park, der understøtter sociale aktiviteter i hverdagen og ved afholdelse af events. Samlet set vurderer dommerkomitéen således at projektet som helhed på forbilledlig vis samler og styrker byen, landskabet, kulturen og parkens eget rum.”
– Uddrag af dommerbetænkningen