Projekt: Den Levende Kyst – Naturbaseret stormflodssikring af Hovedstaden
Bygherre: Københavns Kommune og Hvidovre Kommune
Ydelser: Helhedsplan med illustrerede nedslagspunkter
Samarbejdspartner: Smith Innovation
Status: Foranalyse afleveret august 2021 (opstart juni 2021)
Areal: ca. 30 km kyststrækning
I samarbejde med Smith Innovation har Schønherr udarbejdet en visionsplan for stormflodssikring af kommunerne: København, Hvidovre, Taarnby og Dragør, der alle ligger i den sydlige del af hovedstaden.
Planen bygger på naturbaserede løsninger. Det er løsninger, som ikke bare beskytter naturen, men som bruger naturens egne dynamikker til at sikre og fremme hovedstadsområdets nuværende og kommende kvaliteter. Løsningerne omfatter tiltag som naturforbedring og stormflodssikring ved ålegræsplantager, undersøiske stenrev, fladere skråningsbeskyttelse, fremskudte forlande, sandfodring, styring af sedimenttransport og tilbagetrukne diger.
Fingerplanens blå-grønne armbånd
På et overordnet niveau tænkes kystudviklingen sammen med Hovedstadens øvrige udviklingsområder, natur og rekreative landskaber. Muligheden for at kombinere stormflodssikring og kystudvikling med endnu stærkere rekreative forbindelser i hovedstadsområdet er oplagt. Ved kysten kan naturbaserede løsninger kombineres med nye oplevelser og forbedrede adgangsforhold, under hensyntagen til områdets naturværdier. Med reference og sammenhæng til Vest Voldens oprindelige anlæg, og dens nuværende funktion som skybrudsanlæg, rekreativ- og biodiversitets-korridor – har kystbeskyttelsen og -udviklingen af zonen mellem land og vand et stort potentiale for hele byen. Flere borgere kan komme ud og opleve Den Levende Kyst!
En 30 km lang zone på land og i vand
Kystbeskyttelsen og -udviklingen tænkes som en ca. 30 km lang zone – fra Brøndby Havn til og med Amager Strandpark. Zonen strækker sig på tværs af kommunegrænser. Både fordi stormflodsikringen kræver, at alle sikrer sig. Men også fordi de naturbaserede løsninger kræver en helhedstænkning som sikrer, at de indbyrdes påvirkninger i naturen, naturudviklingen (herunder erstatningsnatur for ændringer i Natura2000), strømningsforhold, hydrologi, sedimenttransporter, samt de rekreative forbindelser og infrastruktur, tænkes sammen.
Zonen for de naturbaserede løsninger dækker både hav- og landområde, da de kystnære områder i hele zonen vil blive påvirket direkte af klimaforandringerne. Zonetænkningen sikrer desuden, at løsningerne kan tænkes adaptivt og fleksibelt ift. en fremtid med et klima og en udvikling, som endnu ikke kendes.
Mangfoldighed af naturtyper og rekreative muligheder
Med de vidt forskellige konkrete fysiske forhold på strækningen – ift. plads, havdybder, fredninger, strømningsforhold osv. – er der grundlag for at skabe en sammenhængende strækning med en bred pallette af forskellige naturbaserede sikringsløsninger, et varieret rekreativt landskab og en stor mangfoldighed af forskellige naturtyper, som tilsammen sikrer Hovedstaden mod stormflod.
På fem nedslagspunkter langs kysten vises bredden af mulighederne. Løsningerne tager udgangspunkt i de lokale stedsspecifikke forhold, og viser blandt andet naturforbedring og stormflodssikring ved ålegræsplantager, undersøiske stenrev, fladere skråningsbeskyttelse, fremskudte forlande, sandfodring, styring af sedimenttransport og tilbagetrukne diger.
Byerne og det stigende havvand
Visionsplanen er støttet af Realdania og Miljøministeriet som del af indsatsen ”Byerne og det stigende havvand”.
”Traditionel kyst- og stormflodssikring handler typisk om at forskanse sig mod naturens kræfter – fx bag stadig højere diger. Men med naturbaserede løsninger arbejder vi MED naturen og forbedrer samtidig den eksisterende natur. Ved at etablere undersøiske stenrev, sandfodring, ålegræsplantager osv. skaber vi effektiv og langtidsholdbar kyst- og stormflodssikring, som bygger på naturens egne dynamikker – og samtidig genererer vi ny natur. Det er meget bedre og langt mere bæredygtigt end forskansning. Derfor er vi meget begejstrede for at hovedstadskommunerne er gået sammen om en så fremsynet visionsplan for kystsikring omkring København.”
– Sanne Slot Hansen, associeret partner hos Schønherr