Bygherre/ordregiver: Femern A/S
Bygningsarkitekter: Wilkinson Eyre Architects
Ingeniør: Rambøll, Arup og TEC
Status: Projektforslag. Forbindelsen forventes klar 2029
Areal: Tunnellængde 19,8 km. Dertil kommer omfattende landanlæg på begge sider
Opgaven
I forbindelse med det gigantiske tunnelprojekt under Femern Bælt mellem Danmark og Tyskland står Schønherr for landskabsregistreringer, undersøgelser og design af mulige linjeføringer og anlæggets hovedgeometri, landskabsbearbejdelse af overskudsjord (ca. 17 mio. m3) og design af teknisk/offentlige funktioner omkring landanlæggene.
Tunnelforbindelsen vil med sine ca. 20 km blive verdens længste af sin art. Tunnelen, som udføres som en sænketunnel, kommer til at bestå af et 4-sporet vejanlæg samt en dobbeltsporet jernbane forbindelse.
Stedet
Lollands tidligere levende, lave og foranderlige – men nu digeindrammede kystlinje, syd for Rødby – og hele tunnelen der vil krydse Femern Bælt mellem Danmark og Tyskland
Løsningen
Et gigantisk infrastrukturprojekt som Femern Bælt tunnelen kalder på helt specielle landskabsgreb. Det er centralt at forstå dén skala projektet kommer med – og dermed at kunne svare præcist og stedsbundet på opgaven – eller rettere opgaverne: Både at skabe det smukkeste vejforløb gennem landskabet og ned i tunnelen – og at skabe en løsning der skaber æstetisk og fornuftig anvendelse af de uhyre mængder af havbund, der graves op for at gøre plads til tunnelen. I begge tilfælde drejer det sig om at udfolde landskabets fortælling – som bevægelse og tilstand.
De store mængder jord der graves op af havbunden bliver anvendt til – foran det eksisterende dige – at skabe et stort, nyt vådområde, der vil fungere som rekreativt landskab for både mennesker og dyr.
Femern forbindelsen er kendt som fugleflugtslinjen fordi den netop følger den store trækrute for fuglene. De nyskabte vådområder vil blive blive hvilepladser for de store fugleflokke som vil udvikle biodiversiteten i hele området.
Digerne bevares som både fortælling og landskabelige markører. Hele Femern projektet vil – når tunnelen står færdig – have skabt en ny kystlinje til Lolland. En kyst der skaber beskyttede områder til trækfuglene, nye rekreative muligheder til beboerne – og i det hele taget en kystlinje, der som landskabeligt element er langt tættere på Danmarks urkyst end det moderne dyrkningslandskab den erstatter.
Linjeføringen af vejen til tunnelen er et vigtigt element i fortællingen om rejsen. Vi etablerer en blød bakke på digets krone; lige inden nedkørslen til tunnelen, så bilisterne hæver sig over landet lige før (eller efter) de passerer tunnelen. Denne forandring af perspektivet udfolder diskret men direkte historien om det flade land, det lave vand og den lange forbindelse for tunnelens brugere
Projektet rummer endelig en mængde tekniske anlæg og praktiske foranstaltninger. Schønherr har allerede færdiggjort arbejdet med det arkitektoniske design af pumpestationer og byggemodning i forbindelse med de første anlægsprojekter.