Projekt: Harrestrup Å i Vigerslevparken – skybrudssikring og naturgenopretning
Bygherre/ordregiver: Københavns Kommune, Hvidovre Kommune og HOFOR
Samarbejdspartnere: WSP
Ydelser: Terræn, klimasikring, bro design, naturgenopretning
Status: under udførelse
Areal: ca. 172.000 m² (4 km strækning fra Hvidovre Station til Kalveboderne)
Projektet Harrestrup Å i Vigerslevparken består både af et naturgenopretningsprojekt, der skal højne naturværdi og rekreative kvaliteter i området – og et skybrudsprojekt med fokus på udvidelse af kapaciteten i åen samt etablering af oversvømmelsesarealer i parken. Projektet skaber et forbedret å-løb gennem Vigerslevparken, hvor vandhåndtering og biodiversitet smelter sammen med kultur og øget livskvalitet for byens borgere.
En del af Danmarks største klimasikringsprojekt
Projektområdet strækker sig over 4 km fra Hvidovre Station i nord til Harrestrup Ås udløb i Kalveboderne mod syd og er en del af Danmarks største klimasikringsprojekt (Kapacitetsplan 2018), hvor hele Harrestrup Å (ca. 20 km) skal fungere som fælles skybrudsstruktur for de 10 kommuner i oplandet – fra Albertslund i vest til Kalveboderne i syd. Kommunerne og deres spildevandsselskaber skal kunne aflede vand til åen og samtidig sikres vandløbet mod skadevoldende oversvømmelser til en 100-års regn om 30 år.
Skybrudssikring skal sikre infrastruktur og beboere
Åen gøres større og bredere, så den kan lede enorme vandmængder væk fra byen ved skybrud og kraftig hverdagsregn. Samtidig forberedes naturområderne omkring åen på at blive oversvømmet og opsamle vandet. Ved at forhøje Vigerslevparkens kantzoner med bløde jordvolde og stendiger vil parkens grønne arealer blive til oversvømmelsesarealer. Opmagasineringen af vand skal forhindre, at oversvømmelser breder sig og volder skade på områdets infrastruktur og beboelse. Nærområder bliver sikret mod oversvømmelser fra åen op til en 100-års hændelse om 30 år.
Øget biodiversitet og nye rekreative områder
De grønne områder designes til at skabe merværdi for mennesker, dyr og natur, når der ikke er skybrud. Som en del af naturgenopretningen tilbageføres Harrestrup Å til et mere naturligt og varieret vandløb – genslyngning skaber et dynamisk forløb, hvor vandets hastighed får lov at variere. Det medfører en opblomstring af nye levesteder til gavn for dyr og planter i vandet, samt flora og fauna i området. Samtidig skal åen gøres mere tilgængelig for byens borgere med nye broer og trampestier. Der etableres i alt fem nye broer med dæk af træplanker, og der planlægges 4 nye træ-dæk til kortere ophold i forbindelse med trampestien langs å-løbet.
Beplantningsmæssigt styrkes parkens eksisterende kvaliteter med fuldkronede træer og buskadser. Nye erstatningsplantninger vil med tiden fremstå lette og luftige, og ved at plante småt og relativt tæt, opnår man en tæt, oplevelses- og biodiversitetsrig beplantning, som i løbet af få år vil udvikle sig til et rumskabende element.