Bygherre/ordregiver: Aarhus Festuge

Øvrige samarbejdsparter: Flexys

Entreprenør: Vilagrasa

Status: udført 2014

Anlægssum: 500.000 DKK

IDÉ; at skabe et byrumsmøbel, ved hjælp af ét simpelt og geometrisk enkelt element.

PIECE, er en nytænkning af et by-møbel så det skaber et sted, hvor mennesker uformelt kan mødes.

En normal by-bænk lægger ikke op til uformelle møder. Enten sidder man alene, to ved siden af hinanden, eller to ubekendte i hver sin ende af bænken, og sjældent sætter en tredje person sig i midten.

PIECE lægger op til uformelle møder på mange planer; Man kan sidde på normal vis alene eller to, men man kan også sidde flere i grupper.

Man kan ligge eller sidde på de skrå flader, og man kan sidde/stå på og ved ”ryglænet”. Man samles på nye måder og møder nye mennesker. PIECE inviterer i form og funktion til at blive brugt som et uformelt møbel, bryder sociale konventioner og vaner – inviterer til interaktion, ophold og refleksion.

PIECE kan kombineres i det uendelige, og kan ud over at være én lang sofa også bruges i mindre eller større grupper, som aktivitetsudstyr, til formidling eller til leg og læring. Som møbel, som skulptur eller landskabeligt element. Anvendelsesmulighederne er uendelige og kun fantasien sætter grænser for, hvordan PIECE kan anvendes.

PIECE er støbt i et let og translucent materiale, så udvalgte kiler kan lyse om natten. Herved udvikler PIECE sig døgnet rundt og vil samle folk på alle tider af døgnet – om det er i eftermiddagssolen eller omkring de glødende kiler i skumringen.

PIECE er bæredygtigt. Modulerne er udviklet til at kunne transporteres rundt i verden, og interagere med mennesker globalt. Sted for sted, land for land kan PIECE udformes og anvendes i utallige sammenhænge. Herved udvikler brugen sig gang for gang, og skaber nye sprog i forhold til form, funktion og kontekst. PIECE er udviklet til at kunne pakkes i en container og fragtes til omverdenen.
PIECE er skabt til at skabe dialog mellem steder og mellem mennesker.

PIECE bragte under Aarhus Festuge 2014 folk sammen på nye måder. Den lange sofa på Store Torv var med til at udvikle forståelsen af byrummet og måden vi bruger det, møder hinanden og er sammen på. Kombinationerne er uendelige.