Lørdag blev ’Lav sol over Aarhus’ offentliggjort – en ny visionsplan for Aarhus Ø, udarbejdet af Schønherr og ejendomsudviklingsselskabet Bricks. Visionen er et nytænkende svar på Aarhus Kommunes ønske om at udvikle Aarhus Ø, og med planen går Aarhus Ø fra at være en isoleret endestation til at blive en levende del af Aarhus.
”Det er som om Aarhus har mistet noget af sin oprindelige dna som en kystby, og det vil vi prøve at genskabe i en moderne form. Tankerne har været der i lang tid, men vi ser et momentum nu, og det vil være så dejligt, hvis det her projekt bliver hele byens. Vi har bare fået en idé og tegnet det, men nu skal ideerne udvikles i samarbejde med hele byen”, fortæller Rikke Juul Gram, partner og kreativ direktør, til Jyllands-Posten i lørdags.
Visionsplanen genforener Aarhus omkring en fælles rekreativ kystlinje i nord-sydgående retning, ligesom en ny broforbindelse over lystbådehavnen forbinder hele den nye bydel Aarhus Ø med den historiske bymidte i øst-vestgående retning. Det bliver muligt at gå hele vejen fra starten af Aarhus Ø ud til strandene ved Den Permanente.
Visionsplanen består bl.a. af fem projekter:
- En promenadepark ved Aarhus Ø – Allemandsparken
- Smilets bro – en drejebro mellem Aarhus Ø og Risskov
- Bernhardt Jensens Allé – begrønning af og pariserstemning på boulevarden på Aarhus Ø
- Bugtpromenaden – en promenade mellem molen og Den Permanente
- En kunststrategi om mere kunst i byrummet
Klik her og læs mere om visionsplanen.
Udviklerne bag projektet, Rikke Juul Gram, partner og kreativ direktør i Schønherr og Martin Busk – medejer og direktør i ejendomsudviklingsselskabet Bricks, er blevet interviewet om planerne af Jyllands-posten og Aarhus Stiftstidende.
Klik her for artikel i Jyllands-Posten
Klik her og læs artikel i Aarhus Stiftstidende.