Karens Minde Aksen er blevet præmieret med Københavns Kommunes Bygningspræmiering som anerkendelse for et smukt gennemført byggeri. Derudover har Karens Minde Aksen også vundet Københavns Kommunes Publikumspris 2024.
Dette blev offentliggjort den 27. maj, ved fejringen af præmieringsarrangementet ’Årets Bygningspræmiering’ ved Architecture Festival/CAFx.
Publikumsprisen bestemmes af de stemmer som er blevet afgivet på Københavns Kommunes hjemmeside. Hele 3.705 har stemt på Karens Minde Aksen, og det er vi stolte af!
Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard fortæller:
”Karens Minde Aksen er et godt eksempel på, hvordan man løfter et helt byområde ved at kombinere funktion i form af skybrudssikring og et engagerende og inddragende byrum, der inviterer til kulturliv, hverdagsliv og sociale aktiviteter. Med sin stærke synergi mellem en nødvendig klimatilpasning og ønsket om et bæredygtigt, grønt, funktionelt og smukt byrum er Karens Minde Aksen med til at forme den by, vi kommer til at bo i i fremtiden”
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod lægger blandt andet vægt på, at Karens Minde Aksen har været en succes fra dag et, og det er et projekt, som mange i dag nyder godt af:
”Karens Minde Aksen er et flot eksempel på, hvordan skybrudssikring kan gå hånd i hånd med et lokalt kvarterløft og give en hel masse tilbage til området og beboerne.”
Københavns Kommune har præmieret smukke bygninger, bymiljøer og anlæg siden 1903. Bygningspræmieringen lægger vægt på, at byggeriet tager udgangspunkt i stedets særlige karakter og bidrager til oplevelsen af København som en by med kvalitet i bymiljøet.
Læs mere om, hvorfor lige netop Karens Minde Aksen har fået en præmiering LÆS MERE HER.
Læs mere om klimasikringsprojektet i Københavns Sydhavn HER.