
Aarhus Musikhuspark
Genbrug af materialer i byens grønne hjertekammer
Hvordan omsætter man visionen om genanvendelse til virkelighed? Selvom genbrug af byggematerialer er afgørende for at mindske byggeriets CO₂-aftryk, bliver materialer som belægninger og inventar ofte kasseret, når et byrum omdannes. De gængse processer er indrettet på ny – ikke for at tage vare på det, der allerede findes. Udfordringen er derfor at bygge bro mellem de bæredygtige målsætninger og den praktiske udførelse.
At bruge stedets materialer – frem for ny granit fra Kina
I Musikhusparken i Aarhus har Schønherr som totalrådgiver arbejdet målrettet med genanvendelse som designstrategi. Granitsten, betonfliser, parklygter, bænke og andre robuste materialer fra den gamle park er taget i brug igen. Det reducerer både ressourceforbruget og giver samtidig den nye park en stoflighed og patina, der binder fortid og nutid sammen.
Nøglen har været et tæt samarbejde med entreprenører og brolæggere. I stedet for den sædvanlige lineære proces fra tegning til udførelse blev arbejdet organiseret som en cirkulær proces: materialerne blev registreret og sorteret efter styrke og formater, og tegningerne blev tilpasset løbende, så de svarede til de konkrete muligheder på pladsen.
Cirkulær økonomi i praksis
Resultatet er, at 60% af chausséstensbelægningen og 68% af betonfliserne i Musikhusparken stammer fra genbrug, og at alle gamle brosten, pigsten og granitblokke er ført videre ind i det nye anlæg. Projektet viser, hvordan justerede arbejdsprocesser og et tæt samspil mellem landskabsarkitekter og udførende kan gøre cirkulær økonomi til praksis – ikke blot vision.
Musikhusparken er skabt i samarbejde med billedhugger Morten Stræde, Artelia, Habitats, FOS samt entreprenørerne OKNygaard og Brolæggerne. Resultatet er et byrum, der rummer både nye perspektiver og de fortællinger, som stedets materialer bærer med sig fra fortiden.
