Copenhagen Islands
Et visionsprojekt, der udforsker, hvordan København kan tilpasses et ændret klima gennem naturbaserede løsninger.
Hvordan beskytter vi byer og landskaber mod erosion og oversvømmelse – og hvordan lærer vi samtidig at leve med vandet? Spørgsmålet angår hele samfundet, og svaret kræver en tværfaglig tilgang. Klimaforandringerne betyder, at vores fælles landskaber – langs kysterne såvel som i byer og på landet – står over for store forandringer. Stigende hav- og grundvand, stormfloder og ekstremregn vil føre til erosion og oversvømmelser, både midlertidige og varige, med store omkostninger til følge.
Metoden findes i naturen
Med visionsprojektet Copenhagen Islands undersøger Schønherr, hvordan København kan tilpasses det ændrede klima gennem naturbaserede løsninger. Arbejdet tager afsæt i en grundig læsning af byens underliggende landskab – dets geologi, topografi, strømningsveje og tidligere vådområder. Historiske kilder, som Generalstabskortet fra 1865, viser, hvordan et mangfoldigt landskab af naturtyper engang lå under hovedstaden, men siden er blevet drænet bort. Denne viden, sammen med datadrevne simuleringer, danner grundlag for at genskabe en forståelse af landskabets naturlige hydrologi. Projektet undersøger de byplanmæssige, rumlige og rekreative muligheder i naturbaserede tilgange – men også de sociale dilemmaer, der følger med, når en bydel måske må trække sig tilbage.
Ikke et enkelt svar – men et nyt spørgsmål
Copenhagen Islands er blevet vist i Den Danske Pavillon på Arkitekturbiennalen i Venedig i 2023 og på Dansk Arkitektur Center i 2024–2025. Projektets metode har vist sig at være et væsentligt grundlag for den offentlige debat om langsigtede klimatilpasningsstrategier. Det er udviklet i tæt samarbejde med forskere fra Københavns Universitet: Anna Aslaug Lund, Ole Fryd, Gertrud Jørgensen og Lisa Eikaas.



