Kerteminde Renæssancehavn

Kerteminde Renæssancehavn er et projekt, som genopretter byens historiske tilknytning til vandet – et bånd, der rækker tilbage til renæssancen, hvor havnen var byens livsnerve. Havnen var engang et travlt knudepunkt, men var blevet et overset rum, og vandet var utilgængeligt fra kajen mod byen. Med projektet føres byen igen mod vandet - nu som et åbent, rekreativt byrum.

Tre arkitektoniske greb iscenesætter fortællingen: Stentæppet viderefører granitstensbelægningen fra byens kirke ned til havnen. Træpromenaden omkranser havnerummet som en terrasseret brygge, der giver nye opholdsrum og udsigtspunkter. Tidevandspladsen genskaber renæssancehavnens kystlinje med en bred rampe, hvor besøgende kan opleve tidevandets rytme på nært hold.

Kajanlæg og opholdszoner er hævet i kote for at modstå stormflod og stigende havspejl, hvilket beskytter både havnens byrum og den omkringliggende bebyggelse. Cykelstierne er markeret med bordursten, der også fungerer som ledelinjer for svagtseende, og materialevalget sikrer lang levetid og minimal vedligeholdelse. Den store bro på tværs af havnerummet har fået udvidet gangareal og ny belægning.

Det sammenhængende havneområde inviterer til aktivitet og ophold for alle. Her mødes badende, sejlere, cafébesøgende og forbipasserende i et fleksibelt byrum, der både rummer bådpladser, udeservering og sociale samlingspunkter. Renæssancehavnen er blevet et levende mødested, hvor kulturarv, klimatilpasning og hverdagsliv flettes sammen til glæde for både borgere og besøgende.

  • Projekt

    Kerteminde Renæssancehavn – højvandssikring og genskabelse af den historiske forbindelse mellem bymidte og havn

  • Bygherre/ordregiver

    Kerteminde Kommune

  • Rolle

    Sidestillet rådgiver, totalentreprisekonkurrence, projektering, fagtilsyn og projektopfølgning

  • Ingeniør

  • Øvrige samarbejdsparter

    M.J. Eriksson, Orbicon/WSP, Trafikrevision v. Peter Søndergaard

  • Status

    Realiseret 2013

  • Udeareal

    8.200 m²

  • Præmieringer

    Brolæggerprisen 2014

  • Fond

    Realdania

  • Anlægssum landskab

    17 mio. DKK