Vandets Veje: Kolindsund
Klimaforandringernes stigende vandmængder kræver nye strategier for håndtering af vandets naturlige veje. Samtidig stiller EU’s naturgenopretningsmål krav om, at medlemslandene øger deres naturarealer med 30 %, hvilket nødvendiggør større, sammenhængende naturområder. Hertil kommer behovet for arealer til vedvarende energiproduktion.
Med afsæt i denne transformation har Dreyers Fond og Arkitektforeningen i 2024 sat tre tværfaglige teams til at udvikle visioner for fremtidens landskaber med Vandets Veje som omdrejningspunkt. Ét af stederne er Kolindsund – et tidligere saltvandssund,der efter vikingetiden blev til en lavvandet sø og i 1870’erne blev afvandet til landbrugsjord via kanaler, sluser og pumpestationer.
Visionen for Kolindsund bygger på en gradvis omdannelse, hvor landskabet udvikles til en ”natursvamp” med vekslen mellem våde og tørre områder. Denne mosaik skal både rumme biodiversitet, klimatilpasning og nye former for fødevare- og materialproduktion. Forandringen skal ske i dialog med lokalsamfundet, så borgere og lodsejere ikke tvinges til et enten-eller mellem mark og sø, men deltager i en langsigtet omstilling.
Et centralt element er at skabe økonomiske incitamenter gennem ”naturlaug” – fællesskaber af lodsejere, beboere og virksomheder, hvor naturen tillægges reel værdi. Modellen forener kulturhistorien med fremtidens behov og peger mod en planlægning, hvor skønhed, bæredygtighed og fællesskab går hånd i hånd.
Projekt
Vandet Veje: Kolindsund – et landskab tilbage til fremtiden
Bygherre/ordregiver
Arkitektforeningen og Dreyers Fond
Rolle
Hovedrådigvere, ide og konceptudvikling af landskabsprojekt omkring strategisk planlægning af klimasikring og naturgenopretning
Ingeniør
Øvrige samarbejdsparter
PAX Architects, LE34, kunsthistoriker Jacob Wamberg og WSP
Status
Visionsprojekt 2025
Udeareal
Præmieringer
