Projekt: Udviklingsplan Falstersvejkvarteret

Bygherre/Ordregiver: Middelfart Kommune

Rolle: Fysisk plan, strategier for bevaring, natur og regnvandshåndtering, bevaringsscreening, grøn struktur og plan for regnvandshåndtering.

Øvrige samarbejdsparter: Grandville, Planscape

Status: Udviklingsplanen er godkendt. Bevaringsscreening og øvrige opgaver igangsat.

Areal: Ca. 30 hektar

Middelfart Kommune ønsker at omdanne det ældre 30 hektar store erhvervsområde omkring Falstersvej, til et bæredygtigt og blandet bolig- og erhvervsområde.

En væsentlig del af vision er at bevare og hylde det rå og upolerede udtryk, som kendetegner Falstersvejkvarteret i dag. Med respekt for områdets industrielle arv og unikke karakter, transformeres det til et moderne, blandet og bæredygtigt bykvarter. Dette vil være med til at skabe et unikt og autentisk sted, hvor fortid og fremtid mødes i en harmonisk helhed, og hvor små produktionserhverv skal udvikles side om side med et bredt udvalg af boligtyper, ejerformer og aktiviteter for alle aldre og livsstile.

Strategier for hhv. byliv, bevaring og cirkularitet, identitet, natur, biodiversitet og regnvandshåndtering, mobilitet og organisering og realisering, konkretiserer visionen.

En holistisk tilgang – ”Vi transformerer og genanvender alt”
I Falstersvejkvarteret skal alle bygninger og beplantninger som findes, først og fremmest bevares. Sekundært skal de transformeres. Hvis ikke det er muligt, skal de recirkuleres. Udgangspunktet er, at der ikke er noget, der forlader stedet eller bliver til affald. Når området udvikles, skal en ny screeningsmetode sikre et holistisk blik på værdien af de eksisterende bygningsmasser og uderum, som vurderes ud fra perspektiverne CO2, byliv, kulturarv, identitet samt genanvendelsespotentiale.

Inddragelse
Udviklingsplanen for Falstersvejkvarteret er frugten af et tæt samarbejde mellem politikere, fagfolk, lokale interessenter og grundejerne i området. Gennem grundejerforum og borgermøder, er planen blevet formet og trykprøvet og forankret lokalt og i kommunens organisation.

 

”Et vigtigt benspænd er, at nuværende bygninger i udgangspunktet ikke må rives ned – de skal genbruges. Der må bygges ovenpå, ved siden af, inden i, og nogle bygninger kan måske skæres over. Det er virkelig et visionært og banebrydende princip for en hel bydel og skal give plads til det skæve, kreative og lidt krøllede liv – i virksomheder og i boliger.”

Johannes Frydslund, Borgmester i Middelfart Kommune