Projekt: Varde Bymidte – nye sammenhænge og værdige adgangsveje med afsæt i byens middelalderstruktur
Bygherre/ordregiver: Varde Kommune
Ingeniør: Fuldendt
Status: Realiseret 2018
Areal: 4000 M²
Anlægssum landskab: 9.0 mio. dkk
Opgaven
Overordnet har opgaven været at udforme en generel opgradering af by- og gaderum, der kan skabe bedre sammenhæng mellem Vardes forskellige kvarterer og værdige adgangsveje til bymidten, der har bevaret sin middelalderstruktur. Varde har et overordnet ønske om at skabe mere liv i bymidten bl.a. ved at gøre mere opmærksom på de tilbud, der er i Varde – særligt dem, der ikke knytter sig til handel.
Stedet
Varde, der ligger 20 kilometer nord for Esbjerg tæt på Vesterhavet og ved Varde å, er en gammel by, grundlagt omkring år 1100. Varde fik sine første købstadsprivilegier i 1442, men på det tidspunkt var handel og håndværk allerede en stor del af byens identitet. Varde består i dag overvejende af bygninger opført i tiden efter den sidste store brand i 1821, men byens gadeforløb hører middelalderkøbstaden til. Blandt byens ældste bygninger er Sct. Jacobi Kirke, som er beliggende på byens torv. Samtidig er Varde Kommune Danmarks største kystturisme-kommune med tusindvis af besøgende hver sommer.
Løsningen
Den intakte gadestruktur og sammenhængende bebyggelsesstruktur i Varde midtby er en helt særlig kvalitet for byen.
Projektet hæver kvaliteten i bykernen med en gennemgående belægningsløsning, ”Byens Gulv”, der definerer og sammenbinder gader og pladser. Med belægningen skaber vi en rolig og sammenhængende bund til byen – med moderne tilgængelighed og med respekt for den historiske atmosfære.
Byens Gulv består af små chaussesten i varierende størrelser, kaldet ”flækker”. Flækkerne danner en tæt sammenhængende belægning langs alle bygninger. Samtidig dannes en stærk befæstelse, der sikrer tilgængelighed for alle i byen. Kørearealet i gaderne er belagt med brugte brosten.
Det særlige ved at anvende flækker i Varde er, at stenenes størrelse og variation passer til byens gadestruktur, de varme farver, stedets arkitektur og skala. En belægning der signalerer en høj kvalitet med respekt for det eksisterende på nutidige præmisser.
Ved bymidtens mindre pladsdannelser blandes flækker og brostensformater. Gadernes indbyrdes møder er fremhævet som krydsningspunkter med hævede flader til både biler og fodgængere. Brostenene imellem flækkerne er nye og med en plan overflade, så hver enkelt plads danner en helhed, hvor flækker og brostensformater flettes sammen.
Hver plads er bearbejdet, så det enkelte steds særlige karakter kommer til udtryk i belægningsmotivet.