Projekt: Messecenter Herning – hovedstruktur og særligt sikret eventplads, parkering og ophold

Bygherre/ordregiver: MCH, Herning Kommune og Realdania

Bygherrerådgivere: Årstiderne Arkitekter

Bygningsarkitekt: CUBO

Ingeniør: Midtconsult

Øvrige samarbejdsparter: Via Trafik, Triagonal

Entreprenør: C.C. Contractor

Pris: Herning Kommune Bygningspræmieringsprisen 2018 for forpladsen ved Jyske Bank Boxen

Status: Under udførelse

Areal: 150.000 M²

Anlægssum landskab: 32 mio. DKK

Det landskabelige helhedsgreb for det nye ankomstområde til Messecenter Herning (MCH) etablerer et nyt centrum – et sted, der med sin enkle geometri kan strukturere hele området i ét enkelt og tydeligt greb.

MCH-området bliver indrammet af en sammenhængende, grøn skovkant, der udbygger dén egeskovsbeplantning, der i dag løber langs Messevejen. Skovbåndet markerer ikke alene MCH området, men danner også en markering af ankomsten, en port til et særligt sted.

Projektet forstærker denne oplevelse med en dobbelt poppelallé langs Vardevej. Alleen skaber en stærk lodret ankomstmarkering, der i skala kan matche de markante bygninger, der vil komme til messecentret i fremtiden.

Projektets blå struktur udnytter områdets fald mod syd. Afvanding og opsamling af regnvand foregår derfor overvejende til de eksisterende vådområder mod syd. Disse områder kan udvides med regnvandsbassiner, for at kunne optage evt. fremtidige større mængder regnvand.

Som en geometrisk modpol til den cirkulære Hal B etableres et nyt centrum i form af et stort cirkulært uderum. Dette store landskabelige system af anlagt natur giver et nutidigt kontrapunkt til den industrielle arkitektur i Hal B, de følgende haller og til hele det omgivende bylandskab og landbrugsland. En af grebets mange styrker er, at fremtidige udbygninger kan vedblive at underordne sig den ortogonale bygningsstruktur, fordi den etablerede spænding mellem to så klare og stærke formelementer giver modstand og mening til hinanden.

Det nye ankomst- og eventområde, markerer sig som et stort cirkelslag og en multifunktionel flade: Eventpladsen, der skærer sig horisontalt ind i det let skrånende terræn foran Boxen og MCH Arena.

Fra cirkelslagets centrum peger en vertikal lyssøjle op i himlen over Herning, og fra dette punkt spreder den nye helhedsplans struktur sig som ringe i vandet. Den markerer sig som beplantning og trærækker, vejanlæg og p-struktur i cirkelslagenes store buer.

Områdets terrænspring indarbejdes naturligt i pladsudformningen og udnyttes til uformelle opholdsmuligheder. Ved hjælp af en klar differentiering af belægningerne med asfalt på den gennemgående sti kobles området til de bløde stier, der går ud til p-anlæg og trinbræt.

Det sekundære lag af organisk formede bånd af hvidblomstrende beplantning, danner vigtige tværgående ganglinjer til f.eks. jernbanens trinbræt, landskabsbroen over til Knudmosen og parkeringsarealet mod syd.

 

Projektet etablerer et nyt centrum – et sted, der med sin enkle geometri kan strukturere hele Messecenterets område, i ét enkelt og tydeligt greb – i form af en klar beplantningsstruktur